Formålet med Sygehusbesøgstjenesten er at mindske ensomhed og usikkerhed hos patienter og pårørende ved hjælp af menneskelig kontakt og nærvær.
Fra 1. oktober 2003 har man kunnet møde en ny type frivillige fra Dansk Røde Kors på Hillerød Hospital. De frivillige bærer røde cafeskjorter med Dansk Røde Kors logo.
Dansk Røde Kors i Hillerød har i samarbejde med Hillerød Hospital gennemført et pilotprojekt, hvor der har indgået frivillige i forskellige opgaveløsninger på hospitalet.
Projektet er blevet evalueret med resultatet. "De frivillige tilfører patienter og pårørende noget ekstra og gør en god og efterhånden uundværlig indsats".
Dette har medført at ordningen med frivillige på Hillerød Hospital er blevet udbygget og den 2. juni 2008 begyndte 25 nye patientstøtter henholdsvis på akut-observationsafsnit og på mave-/tarmkirurgisk afsnit.
I efteråret 2011 udvides aktiviteten til børneafdelingen.
Opgaverne har social- og menneskelig karakter og er et servicetilbud til sårbare patienter og pårørende, som har behov for- og ønsker medmenneskelig støtte i forbindelse med opholdet på sygehuset. Opgaverne skal imødekomme patienters og pårørendes individuelle behov og de har samme karakter som det en besøgende eller en pårørende ville kunne være behjælpelig med.
Foruden de ovenfor nævnte steder er patientstøtterne at finde i Informationen ved hovedgangen og i Skadestuens venteværelse. Patientstøtterne går ofte sammen 2 og 2 i vagter af 4 timer i ugens første 5 dage.
Her vil patientstøtterne være behjælpelig med diverse praktiske opgaver f.eks. transportere kørestolsbrugere, højtlæsning for børn og ældre, vise vej til afdelingerne, være behjælpelig med at foretage telefonopkald, underholde/lege med medfølgende børn samt berolige og støtte patienter og pårørende.
Som patientstøtte ved sygehusbesøgstjenesten forventes det at man deltager i relevante kurser, temadage, samarbejdsmøder og sociale arrangementer!